23948sdkhjf

Den danske tøjkæde Moss Copenhagen er gået konkurs

Tøjkæden er netop blevet erklæret konkurs, men fortsætter i en ny konstruktion og med en ny ledelse.
Tøjkæden vil tilbage til rødderne.

Sådan lyder det fra Moss Copenhagen i en pressemeddelelse, som fortæller, at kæden netop er blevet erklæret konkurs, men fortsætter i en ny konstruktion og med en ny ledelse.

Årsagen er primært, ifølge den nye administrerende direktør Anders Freund, at Moss Copenhagen tidligere har fokuseret for meget på projekter, der intet havde med kerneforretningen at gøre.

- Det har skabt et stort underskud, selv om både de 12 butikker og den nye wholesale-forretning kører glimrende, lyder det.

- Der er blevet fokuseret på ting, som ikke har haft noget at gøre med kerneforretningen og som ikke har været bæredygtigt.

Det har blandt andet været tanker om møbelbutikker og sandwich- og juicebarer, som har resulteret i dyre tomme lejemål.

- Vi har fuldt fokus på at hente det tabte hjem - ordentlighed er en kerneværdi for os i den nye ledelse, siger han og fortæller, at ingen af de 125 ansatte skal være bange for en fyreseddel.

- Ingen vil blive afskediget på grund af rekonstruktionen.

Tøjkæden har tidligere været under kritik, efter at forbrugermagasinet Kontant på DR berettede om et arbejdsmiljø med blandt andet stress og kaos.

Her fortalte nogle tidligere ansatte, hvordan de skulle arbejde for åben dør om vinteren, så de stod og frøs hele arbejdsdagen.

Men programmet har ikke haft indflydelse på konkursen, siger Anders Freund, som dog understreger, at man fremover vil have stor fokus på arbejdsmiljøet.

- Der har været en kultur, hvor de ansatte ikke har turdet at tage beslutninger. Det skal der ændres på. Vi vil tilbage til rødderne og fokusere på at lave modetøj til piger, siger Anders Freund.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078